
Når forsyningen svigter – står brændeovnen klar
Brændeovnen er ikke kun hygge: Den er faktisk en vigtig del af danskernes beredskab, påpeger landets skorstensfejere, og så er den bedre end sit rygte, viser ny dansk undersøgelse.
I en stadig mere digitaliseret verden er vores hjem afhængige af strøm, netværk og
komplekse energisystemer.
Men hvordan skal vi få varmen, hvis teknikken svigter? Hvis fjernvarmen går ned,
eller hvis strømmen forsvinder i dagevis?
Ifølge Danmarks skorstensfejere er svaret enkelt: Brændeovnen, som står i hvert
fjerde danske hjem.
– Brændeovnen handler ikke kun om hygge – den er sund fornuft i en uforudsigelig
tid, siger Christian Bast fra Skorstensfejerlaugets forretningsudvalg.
Han peger på, at en moderne brændeovn fungerer uden el, gas eller digital styring.
Med en god skorsten og tørt brænde er man altid sikret varme – også når resten af
forsyningen er slået ud.
Et varmesystem der aldrig går offline
– Hvis energien svigter, så er brændeovnen ofte den eneste varmekilde, der stadig
virker. Det giver en grundlæggende tryghed for danske familier.
Både i nybyggeri og i ældre huse bør en brændeovn ifølge skorstensfejerne ses som
en vigtig ekstra forsyningsmulighed – et konkret og billigt backup-system.
I miljødebatten er brændeovnen imidlertid længe blevet fremstillet som en
klimasynder.
Men Christian Bast og Skorstensfejerlauget påpeger, at den negative fortælling om
brændeovnen bygger på manglende viden og et ønske om at miskreditere
brændeovnen.
Bedre end sit rygte
Her henviser Christian Bast til en ny dansk undersøgelse fra 2024 af brændeovnes
udledning.
Rapporten fra Teknologisk Institut viser blandt andet, hvordan korrekt installation
og brug af brændeovne kan mindske partikelforureningen med op til 79 procent.
Undersøgelsen er foretaget med støtte fra Miljøstyrelsen og i samarbejde med blandt
andre Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, som har målt
udledning fra brændeovne over tre år i Mårslet.
Målingerne viser ganske vist, at nyere brændeovne udleder færre partikler end gamle
– men ifølge skorstensfejerbranchen gemmer der sig en afgørende nuance:
– Når man ser på de faktiske målinger i rapporten, så brænder folk i virkeligheden
langt renere, end modelberegningerne havde forventet.
Rigtig fyring spiller stor rolle
I flere tilfælde viser rapportens data, at udskiftning til en moderne brændeovn
reducerede partikeludledningen med over 90 procent.
– Som vi tolker resultaterne, så er virkeligheden altså endnu bedre end teorien, siger
Christian Bast.
Han peger også på, at rigtig fyring spiller en stor rolle for emissionerne – og at
skorstensfejerne hver dag arbejder med at rådgive borgerne i, hvordan de bør benytte
deres ildsted.
Lovgivning og virkelighed flugter ikke
Ifølge de danske skorstensfejere møder mange boligejere en stiv lovgivning, som kan
virke både forvirrende og urimelig.
Et eksempel er den nationale ejerskifteordning, hvor brændeovne produceret før
2003 automatisk skal udskiftes, hvis boligen sælges – uanset ovnens faktiske kvalitet
og udledning.
En tilsvarende udfordring opstår i kommunernes 2008-ordning. Her kan to
identiske brændeovne blive behandlet vidt forskelligt: En ovn produceret tilbage fra
årtusindeskiftet skal skrottes, mens naboens tilsvarende ovn fra 2008 må blive
stående. Og det på trods af, at mange brændeovne, som er produceret i årene op til
skæringsåret 2008, faktisk opfylder kravene i den relevante bekendtgørelse fra 2007.
– Kommunerne har vidt forskellige praksisser, og borgerne har svært ved at forstå,
hvorfor to identiske ovne får hver sin dom, siger Christian Bast.
Ikke enten-eller men både-og
De danske skorstensfejere efterlyser, at lovgivningen i højere grad tager
udgangspunkt i reelle målinger og tekniske data, fremfor at stole blindt på
produktionsår.
– Det giver ikke mening at skrotte en god og velfungerende brændeovn, bare fordi
årstallet siger noget andet.
Skorstensfejerlauget ønsker ikke en konfrontationskurs mod andre grønne
opvarmningsformer. Tværtimod.
– Vi skal have grøn omstilling og høj forsyningssikkerhed – og her passer
brændeovnen perfekt ind som supplement. Ikke som erstatning for alt andet, siger
Christian Bast.